Generalforsamling Lørdag i Hallen

7. marts 2012 blev der afholdt generalforsamling for Lørdag i Hallen. Der blev sammensat en ny bestyrelse og formand Edith Friis trak sig tilbage efter mere end to årtier i spidsen  for Lørdag i Hallen.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke Edith for hendes store og beundringsværdige indsats for børn og unge i Sorø og omegn. Vi er stolte af at kunne bygge videre på det solide fundament, som du Edith har været med til at skabe. Tak for det!

Den nye formand er Børge Madsen og følgende nye bestyrelsesmedlemmer blev valgt ind/genvalgt for denne sæson:

Connie Westergreen (ansvarlig for frivillige), Mogens Uldall-Ekman (ansvarlig hjemmeside, billeder, aktivitetsdatoer), Carsten Kruse (tager sig af alt det praktiske), Mogens Pihl (Sekretær og Næstformand).

Sorø Hallen har udpeget Mikael Gangsted som sit medlem af bestyrelsen

 Kasserer er fortsat Margit Madsen.
GENERELT
Sæson 2011 – 2012 må beskrives som succesfuld,  der har været 350 – 400 børn og unge hver gang. Det er vi både stolte af og glade for og det giver blod på tanden til at fortsætte med nye tiltag og vi ser frem til en ny sæson med glæde.
Ved to arrangementer har vi haft ”Fodbold, fest og farver” som tema, og det har været lige så stor succes, som sidste sæson. Ligeså  har vi to gange haft en Rally simulator, som virkelig har tiltrukket de unge.
Det har, som i årene tidligere været vanskeligt at skaffe frivillige/forældre, som vil ofre en lørdag aften på at ”være synlig” til arrangementet. Der ligger et større opsøgende arbejde forud, før det falder på plads, og det gør det ofte først i sidste øjeblik. Det har kun med nød og næppe været muligt at skaffe det opsyn, som bestyrelsen synes, der skal være. En enkelt gang har der dog været for mange. Vi håber på at kunne samle en større og mere konstant skare af hjælpere i år.
Hvis du er interesseret i at give en hånd med til vores arrangementer er det fremover Connie Westergreen som man kan melde sig til på mail: loerdagisoroehallen@hotmail.dk.
Den nye bestyrelse glæder sig til den kommende sæson af Lørdag i Hallen, for selv om der ligger et arbejde i at arrangere og udføre, så overstiges det af glæden ved at opleve den store tilgang af unge glade mennesker, som virkelig ser ud til at nyde det langt ulemperne ved at skulle sætte tid af.”

Med den store deltagelse er der god grund til at formode at Lørdag i Hallen virkelig er med til at gøre en forskel og sikkert også  medvirkende til at flere unge end ellers vælger at tilmelde sig et af de mange tilbud om sport / aktivt medlem i en forening, som de møder gennem aftenen.

Der blev afslutningsvis truffet beslutning om datoer for de kommende arrangementer i sæsonen 2012-13 og de lyder som følger:

22. september
10. november
i 2013:
12. januar
2. februar
23. februar
Vi glæder os til at se jer alle i efteråret og ønsker jer et godt forår og en god sommer med masser af oplevelser udendørs.